Herrelandsholdet
Regnvejret lå tungt over Odense det meste af tirsdagen, men alligevel var et udsolgt Odense Stadion klar til tage imod Herrelandsholdet til aftenens landskamp mod Litauen. Og de fik noget for pengene med en dansk 5-0-sejr.
Foto: fodboldbilleder.dk

Tirsdag aftens testkamp mod Litauen startede i et roligt tempo, hvor særligt de danske spillere lige skulle finde fødderne og tempoet i kampen.

På den første reelle danske chance i kampen kom også den første danske scoring. Efter 11 minutter satte Mika Biereth hovedet på et indlæg fra venstre side og stangede en 1-0-føring ind.

Få minutter efter spidsede til igen i ved det litauiske mål, men Anders Dreyers forsøg gik snert forbi den ene stolpe.

2-0-scoringen kom allerede efter godt 18 minutters spil, hvor Christian Eriksen smækkede bolden op i øverste venstre hjørne fra midten af feltet.

Herefter lignede det et dansk landshold i godt spillehumør. Allerede minuttet efter scoringen blev Patrick Dorgu sendt afsted i venstre side, og sendte et fladt indlæg i feltet, hvor Mika Biereth kun manglede få centimeter for at kunne dirigere bolden mod mål.

Til gengæld blev det allerede 3-0 to minutter senere, da Kasper Dolberg fik frit løb mod mål. Den danske angriber var lige ved at miste bolden, men fik alligevel sendt den ind bag den litauiske keeper.

Slemt blev værre for Litauen, da forsvarsspilleren Edgaras Utkus efter 32 minutter måtte trække i håndbremsen på en dansk friløber og fik rødt kort. Litauen reduceret til ti mand.

Kampen fortsatte herefter – meget naturligt – overvejende med dansk boldbesiddelse, og kort før pausen var Pierre-Emile Højbjerg tæt på en 4-0-scoring efter et indlæg fra Kasper Dolberg, men hans hovedstød gik lige over mål.

3-0 til Danmark ved pausen.

Ikke engang tre minutter skulle der gå af anden halvleg, før Danmark fik bragt sig foran med 4-0. Rasmus Nissen Kristensen sparkede bolden i netmaskerne på kanten af det lille felt.

Pierre-Emile Højbjerg var endnu en gang tæt på scoring, da han efter 54 minutter modtog en aflevering på kanten af feltet, direkte fra et hjørnespark, og sendte et spark afsted, som dog strøg over.

Anders Dreyer kunne til gengæld finde indersiden af netmaskerne. Efter 62 minutter sendte han, efter lidt småspil i feltet, bolden sikkert ind i den modsatte side af målet. 5-0 til Danmark.

Kasper Dolberg var ekstremt tæt på en 6-0-scoring efter 65 minutters spil, men hans flotte langskud tog den ene stolpe og gik i spil igen.

Efter 72 minutters spil kom Litauens første reelle målforsøg, da et frispark fra kanten af feltet blev sparket lige på Kasper Schmeichel i det danske mål.

Tempoet i kampen faldt en smule mod slutningen af kampen, men det blev alligevel til et par gode danske forsøg.

Det blev dog ved en sikker dansk 5-0-sejr på et udsolgt Odense Stadion.

Både Carlo Holse og Anton Gaaei fik deres A-landsholdsdebut i kampen, mens Christian Eriksen blev kåret til Player of the Match.

Næste gang Herrelandsholdet skal i aktion er den 5. september, hvor Skotland kommer på besøg i Parken til VM-kvalifikationens første kamp.