Torsdag aften går det løs i Presov i det østlige Slovakiet, når U21-landsholdet indleder jagten på EM-trofæet.
Ukraine er modstanderen i den første gruppekamp, og du kan blive lidt klogere på dem herunder, hvor du også kan finde highlights fra det seneste indbyrdes møde på hjemmebane.
📺 Husk at du kan følge aftenens kamp live på TV3 og Viaplay fra klokken 17.50.
Det er et ukrainsk U21-landshold præget af spillere fra den hjemlige liga, der er rejst til EM-slutrunden i Slovakiet. Derfor er det heller ikke nødvendigvis mange af navnene, der ringer en klokke hos danske fans.
Ikke desto mindre er det et ukrainsk landshold med stor landsholdrutine på flere af de bærende positioner.
Forsvarsgeneralen Arseniy Batahov (Trabzonspor), keeper Ruslan Nescheret (Dynamo Kiev) og holdets topscorer Bohdan Viunnyk (Lechia Gdansk) har tilsammen næsten 100 kampe på U21-landsholdet.
Følgere af den engelske Premier League, og særligt Brentford, vil nok genkende navnet Yehor Yarmolyuk. Den 21-årige ukrainer har fået lidt af et gennembrud i London-klubben, hvor han fik 35 optrædener i den netop overståede sæson.
Et dansk og ukrainsk U21-landshold har tidligere mødt hinanden 11 gange i historien. Det har resulteret i fire danske sejre, tre uafgjorte og fire ukrainske sejre.
Første indbyrdes opgør var en testkamp tilbage i 2001, mens det seneste opgør ligeledes var en testkamp i 2023, der blev spillet på neutral grund i Tyrkiet. Begge kampe endte med ukrainske sejre på et enkelt mål.
Herunder kan du se højdepunkter fra den seneste kamp mod Ukraine i EM-kvalifikationen på hjemmebane i Aalborg i 2020.