Kvindelandsholdet
Kvindelandsholdet og Blæst skyder nu sæsonens store musikalske fodboldfest i gang med sangen ”DK’s Kvinder”, som er den officielle danske-EM sang til slutrunden i juli.
Foto: PR/Universal

Der er lagt op til en kæmpe fodboldfest, når bolden bliver givet op til sommerens EM-slutrunde i Schweiz.

Traditionen tro skal Danmarks EM-hold selvfølgelig også have en stærk, officiel fodboldsang. Og her kommer Blæst på banen med en sang, som kan sætte gang i tribunen. Bandet har grebet opgaven an med stor sportslig begejstring og respekt for historien.

”Det er naturligvis med stor ærefrygt, at vi har kastet os over at skrive EM-sangen, der er en kæmpe tradition. Vi håber og tror på, at sangen kommer til at lægge lyd til en helt specielt sommer, hvor Kvindelandsholdet tager den hele vejen ved EM. Vi glæder os til at se og høre, at danskerne skråler med på EM-sangen og hepper på DK’s kvinder i Schweiz,” siger Blæst.

Bandet satte sig for at få Kvindelandsholdet til at fylde ekstra meget på ”DK’s Kvinder” og drog i det spæde forår mod landsholdsamling i Herning for at få Kvindelandsholdet med på kor i omkvæd – og har bestræbt sig på at få landsholdets stolte historie med i lyrikken.

Pernille Harder, anfører for Kvindelandsholdet, er sikker på, at EM-sangen kan skabe ægte, rød-hvid landsholdsstemning til slutrunden og forhåbentlig give medvind på banen:

"Vi glæder os helt vildt til EM i Schweiz, hvor vi vil gøre alt for at skabe endnu en uforglemmelig fodbold-sommer sammen med danskerne. Det er fantastisk at have en fed EM-sang fra Blæst i ryggen, som vil give rigtig god stemning i fanzoner, på stadion og i omklædningsrummet.”

Blæst spiller allerede EM-sangen fredag aften på Odense Stadion forud for Nations League-kampen mod Wales.

HØR "DK'S KVINDER" HER.

Om Blæst

  • Blæst er Lauge, Anders, Valentin og Sarah Sophie
  • I efteråret 2024 udgav Blæst det guld-certificerede album ’Dine Venner’, som kulminerede med fire store koncerter i landets største byer i starten af februar i år.
  • Blæst ligger lige nu i toppen af hitlisterne på både streaming og radio med sangen ”Vi ku’ gå hele vejen”. 

Følg Blæst på Instagram, Facebook og TikTok 

Om Kvindelandsholdet til EM 2025

  • EM-slutrunden i Schweiz sparkes i gang den 2. juli.
  • Kvindelandsholdets første kamp er et nabobrag mod Sverige den 4. juli på Stade de Genève.
  • I gruppespillet gælder det desuden kampe mod Tyskland den 8. juli i Basel og mod Polen den 12. juli i Luzern.

Følg Kvindelandsholdet på Instagram, Facebook og TikTok