@fodboldbilleder.dk
Den 3. juni skal Danmark på udebane op mod VM-deltageren DR Congo, som er anført af store profiler fra Premier League som Newcastle-stjernen Yoane Wissa og Aaron Wan-Bissaka fra West Ham United. Kampen spilles i belgiske Liège, hvor DR Congo har deres træningslejr op til VM. DR Congo er nummer 46 på verdensranglisten.
Fire dage senere, den 7. juni, kommer verdensranglistens nummer 32 fra Ukraine på besøg i Danmark til en kamp på Odense Stadion.
Kampene har været vanskelige at få på plads, fordi de nationer, der ikke spillede playoff i marts, allerede havde arrangeret testkampe i juni.
Derfor har udvalget af mulige modstandere været lille, men det har været en prioritet for landstræner Brian Riemer at få modstandere på så højt niveau som muligt.
“Vi er i gang med at spille et nyt hold sammen frem mod Nations League og EM i 2028 efter et stort generationsskifte. Holdet har brug for at spille flere kampe sammen og få styrket relationerne. Det gør vi bedst ved at blive testet mod gode modstandere, som vi bliver i de her to kampe, og forhåbentlig har vi de fleste af vores spillere til rådighed,” siger Brian Riemer.
Odense skaber fodboldfeber
Kampen mod Ukraine på Odense Stadion er en del af et dobbeltarrangement i Odense, hvor Kvindelandsholdets to dage før spiller en afgørende kamp i VM-kvalifikationen mod Sverige.
Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel, ser frem til nogle fantastiske sommerdage:
”Vi er utrolig glade for, at også Herrelandsholdet igen kommer forbi Odense og giver alle odenseanere og fynboer muligheden for at komme tæt på vores fodboldstjerner. Vi er meget stolte over, at vi får lov til at være vært for begge landshold inden for så få dage og blive stedet, hvor hele Danmark kan mødes og skabe fodboldfeber og nogle forhåbentlig mindeværdige sommerdage.”
DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, ser frem til nogle historiske dage i Odense:
”Det er helt unikt, at Herre- og Kvindelandsholdet er samlet i samme periode og skal afvikle kampe på dansk grund inden for så få dage. Odense Kommune og hele byen har tidligere vist, at de er virkelig gode værter for begge vores landshold og andre store sportsbegivenheder. Derfor er vi også meget glade for at vende tilbage til Odense, hvor vi ved, at rammerne er på plads til at skabe nogle fantastiske dage for både vores fans og vores landshold.”